Yorkshire Terrier

Yorkshire terrieren kaldes ofte kun “yorki”.
Yorkien er en dejlig lille selskabshund, der er velegnet selv til mindre hjem. Det er en yderst glad og livlig hund, og med en selvtillid som en rottweiler. Terrier temperamentet er ikke til at tage fejl af, den har sin egen mening og er ikke sen til at sætte dagsordenen i familien. Den bør selvfølgelig opdrages kærligt, men konsekvent. Yorkien har en utrolig tilpasningsevne og er en fornøjelig og kærlig ledsager.

Egenskaber
Selvstændig og loyal
Trofast
Glad og kærlig
Selskabssyg og sidder gerne på skødet i timevis
Vil gerne gå ture, men kræver ikke meget motion

Størrelse
Yorkshire terrier findes i flere størrelser, og man kan finde yorkier fra 1 kg til 3,5 kg. Udstillingsstørrelsen er 1,5 – 2,5 kg.

Farve
Steelblue/tan eller Black/tan. Tan farven findes på hoved og ben.

Pleje
Yorkieren er en langhåret, blødpelset hund, der kræver daglig børstning og regelmæssig vask.
Man kan vælge at lade sin yorkshire terrier klippe, hvilket vil begrænse pelsplejen.

Hvis man vil udstille, kræver det oprulning og oliering af pelsen, og det kan ofte være nødvendigt at holde den i bur, for ikke at det slider pelsen.